Forkromning udføres aldrig uden en forudgående fornikling og det er nikkellaget, der udgør langt den største del af af korrosionsbestandigheden.
Emnerne undergår først en fornikling og herefter en forkromning og de to lag supplerer herefter hinanden. Det er betydeligt nemmere at få fornikling til at fordele sig jævnt og homogent på emnerne, (hvilket som før nævnt er vigtigt af korrosionsmæssige årsager) og efterlader emnerne med en glat overflade.
Forkromningen har langt sværere ved at fordele sig jævnt og homogent på emnerne og derfor lægges nikkelaget med langt den største lagtykkelse. Selv om forkromning beskytter mod korrosion, anvendes den mest af visuelle grunde, og som en effektiv beskyttelse mod nikkelallergi og -eksem.
En typisk lagtykkelse ligger på ca.10-15my Nikkel +1-3my Krom, dette giver en dekorativ blank overflade.
Hvis der slibes/poleres først, bliver resultatet bedst. Det er også muligt at opnå en mat overfladekarakter med andre typer af forkromning.
I forbindelse med forkromning er det vigtigt at tænke på emnernes udformning, på overfladen, der har betydning for udseendet, er åben og uden elektrisk afskærmning. Ellers vil der kunne opstå gullige og matte pletter der, hvor krombelægningen ikke er i stand til at dække nikkelbelægningen helt. De tykkeste nikkelbelægninger og fint forarbejdede overflader giver det bedste resultat, men det er altid en god ide, efterfølgende at vedligeholde overfladen med rengøring og voksbehandling.
Skal emnerne anvendes under meget stærke korrosive forhold, anbefales det at udføre emnerne i messing. Omfanget af gennemgående porer kan testes ved en salttågeeksponering ifølge forskellige standarder (ISO 9227, DIN 50021-SS eller DIN 500018-SWF0,2S). En sådan behandling vil man typisk give når der, udover ønsket om korrosionsbeskyttelse, stilles krav til det visuelle. Desuden er forkromning modstandsdygtig over for varme, mekaniske og kemiske påvirkninger.